Løfte holdt: Taliban indfrier deres løfte om at piske kvinder offentligt

Ledere bliver ofte beskyldt for at bryde deres løfter. Det gælder ikke Hibatullah Akhundzada. I marts 2024 annoncerede Talibans sjældent sete øverste leder i en lydbesked, som NPR rapporterede om, at en gammel favorit i hans retssystem var tilbage: „Vi vil piske kvinderne … vi vil stene dem til døde offentligt [for forbrydelser].“

Bevægelsen anså allerede piskning og stening for passende straffe for eksempelvis at undervise piger trods forbuddet mod, at piger går i skole efter de første klassetrin, eller for utroskab. Siden har den udvist en beundringsværdig konsekvens.

Tallene – venligst stillet til rådighed af Taliban

Afghanistan Human Rights and Democracy Organization (AHRDO), en ngo, der efterforsker krænkelser af menneskerettighederne, har ud fra Talibans egne offentlige optegnelser registreret 2.745 personer, der blev udsat for korporlig afstraffelse mellem februar 2022 og april 2026. En FN-rapport fra marts 2026 nævner mindst 1.110 piskninger sidste år: „Alene i 2025 blev flere mænd og kvinder udsat for offentlig piskning end i alle tidligere år tilsammen.“

Opgørelserne bygger på sager, som Talibans højesteret offentliggør på nettet og i mere end 500 pressemeddelelser. Fortalere for menneskerettighederne mistænker, at der er flere: Piskninger på stedet, for eksempel af kvinder, der overtræder påklædningsreglerne, når sjældent frem til domstolenes optegnelser.

Det er forbudt at filme, men modstandere optager diskret og lægger optagelserne ud. MA, en afghansk aktivist, der af frygt for repressalier kun opgav sine initialer, delte med NPR en video, som angiveligt viser en kvinde, der bliver pisket i Kandahar-provinsen. NPR kunne ikke verificere den uafhængigt; Taliban besvarede ikke en henvendelse om en kommentar.

Retfærdighed på Taliban-manér

„Piskningerne er i Talibans øjne en vigtig del af retsplejen,“ siger Shaharzad Akbar, administrerende direktør for menneskerettighedsorganisationen Rawadari – en måde at „kontrollere og undertrykke befolkningen“ på. Samira Hamidi fra Amnesty International kalder dem „et redskab til intimidering og social kontrol“.

En lille detalje: Afghanistan er fortsat part i blandt andet konventionen mod tortur. „Når noget kaldes en straf, men i sig selv udgør en krænkelse af menneskerettighederne, kan det ikke betragtes som en lovlig straf eller som retfærdighed,“ siger den britisk baserede advokat Haydee Dijkstal, som har leveret juridisk analyse til AHRDO-rapporten. I de dokumenterede sager fik ingen ordentlig juridisk repræsentation, et forsvar eller blot mulighed for at udtale sig i retten.

Hvem ender under pisken

Kvinder og marginaliserede grupper, herunder LGBT-miljøet, rammes hårdest, anklaget for „forbrydelser“ som at vise sig offentligt uden en mahram (mandlig værge), forhold mellem personer af samme køn eller uden for ægteskabet eller at „stikke af“ hjemmefra. Et forsvar er næppe en mulighed: Siden 2021 har Taliban afskediget omkring 270 kvindelige dommere og cirka 1.500 registrerede kvindelige advokater. Afghanistan har i dag ingen kvindelige dommere, anklagere eller officielt registrerede kvindelige advokater.

• Sag PF003: En kvinde, der bar en lang frakke i stedet for en burka, blev anholdt på en basar, slået, til hendes hoved blødte, og idømt 15 piskeslag.
• Sag PF006: En kvinde med en intellektuel funktionsnedsættelse blev tilbageholdt i sin have og voldtaget ved et Taliban-checkpoint, fortalte hendes familie AHRDO. Da familien klagede, blev hun fængslet for at „have et forhold uden for ægteskabet“: tyve piskeslag og to måneders fængsel, hvor hun pådrog sig livstruende skader.

Forestillingen fortsætter

Overlevende beskriver udstødelse og vanskeligheder med at få lægehjælp. Akbar undrer sig også over publikum: „Hvad siger det om et menneske, at det vil stå i kø for at se et andet menneske blive tævet?“ Hamidi advarer om, at det „normaliserer vold og fremmer frygt og selvcensur“.

Taliban vil ikke vare evigt, men hvad nu, hvis vi ikke kan bryde ud af den kæde af traumer, vrede og bitterhed, som de indpoder i lokalsamfundene?— Shaharzad Akbar