Dekreter i Kabul, dialoger i Genève

At være kvinde – en forbrydelse

Fem år efter Talebans tilbagevenden er listen lang. Piger er udelukket fra gymnasiale uddannelser og universiteter, og over to millioner piger og kvinder er blevet afskåret fra uddannelse siden 2021. Kvinder er udelukket fra det meste lønnede arbejde, offentlige embeder, parker og fitnesscentre. I 2026 gik nye dekreter endnu længere: De fratog kvinder den juridiske ligestilling med mænd, indsnævrede de tilfælde, hvor vold i hjemmet kan retsforfølges, fjernede enhver minimumsalder for ægteskab fra loven om separation og cementerede mandligt værgemål – mens mænds ensidige ret til skilsmisse omhyggeligt blev bevaret.

»Det er en forbrydelse at være kvinde i Afghanistan.«— En repræsentant for civilsamfundet, FN's Sikkerhedsråd, 16. september 2026

Afghanistan er i dag det eneste land i verden, hvor piger formelt er udelukket fra uddannelse ud over grundskolen. Endelig en verdensrekord.

Skæg, musik og piskeslag

Mændene går heller ikke fri. Kontoret for udbredelse af dyd og forebyggelse af last anholder folk for deres påklædning, længden på deres skæg eller for at spille og lytte til musik. Mindst 449 personer blev ifølge FN udsat for korporlig afstraffelse i årets første halvdel efter retssager, som menneskerettighedsorganisationer mener er langt fra at leve op til kravene om retfærdig rettergang. Journalister, menneskerettighedsforkæmpere, demonstranter og tidligere embedsmænd risikerer anholdelse, tortur og tvungen forsvinding. Selv islam er blevet ensrettet: En lov om prædikanter fra 2026 gør én enkelt fortolkning til det eneste tilladte grundlag for religionsundervisning – dårligt nyt for shiitiske hazaraer og ismailitter.

Taleban fremhæver for sin del fremskridt inden for sikkerhed og økonomi efter fem år ved magten. Det er unægteligt lettere at holde ro og orden, når halvdelen af befolkningen er sendt hjem.

Genèves svar: en udvidet interaktiv dialog

I FN's Menneskerettighedsråd, der er samlet frem til 7. oktober, lyttede delegationerne den 7. og 8. september til den særlige rapportør Richard Bennett og spurgte derefter, hvad mere de kunne gøre. Næsten 90 afghanske organisationer, støttet af blandt andre Human Rights Watch og Amnesty International, svarede i et fælles brev: Forny hans mandat fuldt ud, bevar den særskilte rapportering om kvinder og piger og den udvidede interaktive dialog, hvor afghanske kvinder kan komme til orde, tilføj en rapport om etniske og religiøse mindretal, og aktivér endelig den uafhængige efterforskningsmekanisme, som Rådet oprettede ved konsensus i oktober 2025. Et år senere venter den stadig på at blive operationaliseret.

»[Et] stadig mere kodificeret projekt, der har til formål at udslette kvinder og piger fra det offentlige liv.«— Fælles brev fra afghanske og internationale ngo'er, 18. september 2026

Ordvalget kan virke spinkelt over for Talebans dekreter, men rapportørens dokumentation indgår i Den Internationale Straffedomstols efterforskning og kan understøtte en sag ved Den Internationale Domstol. Bennett selv, der betegner situationen som kønsapartheid og ønsker det kodificeret som en forbrydelse mod menneskeheden, har dog et lille handicap: Taleban har nægtet ham adgang til Afghanistan siden 2024 og beskylder ham for propaganda. Verdens overvåger af Afghanistan overvåger landet udefra.

New York kræver resultater

Den 16. september var turen kommet til Sikkerhedsrådet. USA's udsending sagde, at Washington ikke vil lade Taleban bruge amerikanske statsborgere som forhandlingskort, og opfordrede Rådet til at kræve resultater. Afghanistans FN-ambassadør, som ikke taler på Talebans vegne, advarede mod at forveksle fraværet af en regulær krig med varig fred. Rådets medlemmer var enige om, at behandlingen af kvinder er den største hindring for Afghanistans genopretning, men uenige om, hvorvidt dialog eller pres virker bedst.

I mellemtiden er dialogen allerede i gang. Menneskerettighedsorganisationer peger på voksende diplomatiske og økonomiske kontakter med Taleban, herunder forhandlinger, der skal lette tvangsudsendelser, mens afghanere sendes tilbage fra Iran, Pakistan, Tyrkiet og Europa. Nogle hovedstæder fordømmer kønsapartheid i Genève og forhandler derefter udvisningsfly med dens arkitekter.

Fem år efter producerer Kabul dekreter, og Genève producerer dialoger. Rådet skal snart stemme om, hvorvidt dialogerne skal fortsætte et år mere. Dekreterne behøver desværre ingen fornyelse.