»Ikke en domstol«, siger sharia-tribunalet i Padova

Vejen til islamisk retfærdighed går gennem Våbenstilstandsgaden

Det Italienske Islamiske Voldgiftskammer blev stiftet i Padova den 3. marts 2026 som en ikke-anerkendt forening. Adressen, Via Armistizio 13 – Våbenstilstandsgaden – er advokatkontoret for stifteren, Omar Vanin, der er ekstern lektor i international ret ved Padovas Universitet. Sloganet lyder: »Din vej til islamisk retfærdighed i Italien«. Forsiden lover bindende kendelser med begrænset mulighed for appel og voldgiftsdommere, der er »forpligtet til at afgøre tvisten efter sharias uforanderlige principper«. Når parterne kommer fra samme land, får de sharia, som den fortolkes derhjemme: for to afghanere sharia fra Kabul, det vil sige Talebans.

Stifteren fastholder, at kammeret kun vil behandle handels- og formuetvister, da italiensk lov forbyder voldgift i familiesager. Forsiden fremhæver ikke desto mindre dets diskretion, især i familieanliggender, tilbyder voldgiftsdommere med indsigt i arveret og nævner blandt sine udenlandske søsterorganisationer det britiske Islamic Sharia Council, hvis egen hjemmeside tilbyder »fortrolige tjenester i islamiske familieanliggender«. Diskretionen har dog sine grænser: på en parts anmodning tillader reglerne, at kendelsen sendes til de islamiske kulturforeninger der, hvor den tabende part bor, og offentliggøres i blade og tidsskrifter for taberens regning. Antal behandlede sager indtil nu ifølge stifteren: nul.

»Det Italienske Islamiske Voldgiftskammer er ikke en domstol.«— Omar Vanin, stifter, i Il Gazzettino den 9. oktober

En sag uden mistænkt mod en domstol uden sager

I syv måneder lagde ingen mærke til det. I begyndelsen af oktober indgav Francesco Minutillo, advokat fra Futuro Nazionale, den tidligere general Roberto Vannaccis parti, en anmeldelse og understregede, at han rejste et rent juridisk spørgsmål og ikke dømte en religion. Lega fulgte trop. Partiets MEP Anna Maria Cisint skrev til anklagemyndigheden, meddelte det i Strasbourg samme dag, som Europa-Parlamentet debatterede »islamisk infiltration«, og vil have Vanin frataget sin advokatbeskikkelse. Partilederen, vicepremierminister Matteo Salvini, lovede at forhindre kammeret i at fungere. Italiens Brødre vil have en undersøgelse i Senatet, Italia Viva stillede et parlamentarisk spørgsmål, og et parlamentsmedlem fra den grønne venstrefløj udtrykte bekymring for de bindinger, en sådan voldgift kunne pålægge kvinder.

Den 8. oktober oprettede Padovas chefanklager, Angelantonio Racanelli, en såkaldt »model 45«-sag – registret for sager uden mistænkt og uden lovovertrædelse. Politiets undersøgelser har indtil videre ikke fundet noget uregelmæssigt, oplyser kilder i hans embede, og byens rådmand for sikkerhed siger, at foreningen opererer lovligt. Sammenslutningen af Islamiske Samfund i Italien kaldte kammeret »selvudnævnt« og dets initiativtagere ukendte for italienske muslimer. Padovas islamiske samfund sagde, at dets medlemmer ikke benyttede det og var blevet advaret imod det: i Italien tilhører retsplejen staten.

Den 15. oktober kom Salvini til Padova sammen med Cisint og Legas sandsynlige kandidat til næste års borgmestervalg. Som kulisse valgte han ikke kammeret, men et muslimsk bederum i Via Turazza. Han fandt også tid til færdselsloven, flad skat og 121 mio. euro til en forlængelse af sporvognslinjen.

»Ingen kan udøve retfærdighed i Koranens navn.«— Matteo Salvini i Padova den 15. oktober

Ministerens metafysik

Justitsminister Carlo Nordio kaldte idéen om et alternativt system inspireret af islamisk ret for »metafysik« og tilføjede, at voldgift og forlig inden for rammerne af italiensk ret var en anden sag. Loven er da også mere jordnær. Voldgiftsdommere må kun afgøre spørgsmål om rettigheder, som parterne frit kan råde over, hvilket udelukker familieret og personlig status. Siden en reform i 2022 kan parterne endda vælge de »regler«, der skal gælde for sagens realitet – en formulering beregnet på international handel, som ifølge Il Politico Web ikke udelukker sharia. En kendelse, der diskriminerer mellem mænd og kvinder, kan annulleres for at stride mod den offentlige orden, men kun hvis den forurettede part går til domstolene. Inden for arveret giver sharia en søn dobbelt så stor en andel som en datter. En kendelse, der anvender den regel, kan anfægtes ved en italiensk domstol – forudsat at datteren tør gå dertil.

Et helt retssystem

Quebec afgjorde spørgsmålet i 2005, da provinsens nationalforsamling enstemmigt stemte for at lukke døren for sharia-baseret voldgift. Forslaget kom fra Fatima Houda-Pépin, et marokkanskfødt liberalt medlem af forsamlingen, der advarede om, at et sådant parallelt system ville krænke muslimske kvinders rettigheder.

»Sharia er ikke kun et spørgsmål om familiemægling.«— Fatima Houda-Pépin, medlem af Quebecs nationalforsamling, 26. maj 2005

I Padova ryddede kammeret hurtigt op. Dets regler, som citeret af Libero den 7. oktober og i et parlamentarisk spørgsmål stillet dagen efter, kaldte det dømmende panel »Tribunale Sciaraitico«, sharia-tribunalet, og lod det anvende »de forskrifter i sharia, der er fælles for de islamiske nationer«. En arkiveret kopi af siden med reglerne viser, at der om eftermiddagen den 8. oktober, samme dag som anklageren oprettede sin sag, i stedet stod »voldgiftsret« og »islamisk ret«.

På forsiden er sharias principper stadig uforanderlige.